Kategori: rum udgivet: 6.August 2015
månen er faktisk ret svag sammenlignet med andre astronomiske kroppe. Månen virker kun lys på nattehimlen, fordi den er så tæt på jorden, og fordi træerne, huse og marker omkring dig er så mørke om natten. Faktisk er månen en af de mindst reflekterende objekter i solsystemet. Dscover-rumfartøjet fangede dette enkelt fotografi af Månen og jorden. Både Jorden og månen er oplyst af den samme mængde sollys, der kommer fra samme vinkel på dette billede., Som du kan se på dette billede, er jorden meget lysere end månen.
generelt kan vi se objekter, fordi de dirigerer lys i vores øjne (eller i kameraer, der registrerer information, der senere bruges af skærme til at dirigere lys i vores øjne). Der er to hovedmåder, som et objekt kan lede lys ind i vores øjne., Enten skaber objektet nyt lys, eller også reflekterer det lys, der allerede eksisterede. Objekter, der skaber lys, har en tendens til også at reflektere omgivende lys, så de har en tendens til at være de lyseste objekter omkring. Eksempler omfatter lejrbål, pærer, stearinlys flammer og computerskærme. Med hensyn til astronomiske kroppe er stjerner de vigtigste objekter, der skaber betydelige mængder synligt lys, og er derfor nogle af de lyseste objekter i universet. I modsætning hertil genererer planeter og måner ikke deres eget synlige lys*., Hvis en planet på en eller anden måde blev stor nok til at indlede nuklear fusion og begynde at gløde, ville den ikke længere være en planet. Det ville være en stjerne.da planeter og måner ikke udsender lys, er den eneste grund til, at vi kan se dem, fordi de reflekterer lys fra en anden kilde. Den stærkeste lyskilde i vores solsystem er solen, så normalt ser vi planeter og måner, fordi de reflekterer sollys. Mængden af sollys hændelse på en måne eller planet, der bliver afspejlet afhænger af materialerne i dens overflade og atmosfære samt dens overfladeruhed., Sne, hård is og skyer er meget reflekterende. De fleste typer af sten er ikke. Derfor er en planet, der er dækket af skyer, såsom Jorden eller Venus, generelt lysere end en stenet måne eller planet, der ikke har nogen atmosfære.
Der er to hovedtyper af refleksivitet: spekulær refleksivitet og diffus refleksivitet. Specular reflectivity måler, hvor meget af det indkommende lys bliver reflekteret af objektet i den retning, der er givet af spejlvinklen. I modsætning hertil måler diffus reflektivitet, hvor meget lys der reflekteres i alle retninger., Et spejl har høj spejlende refleksivitet og lav diffus refleksivitet. I modsætning hertil har sand lav spejlende refleksivitet og høj diffus refleksivitet. I hverdagen oplever vi spejlende refleksivitet som opfattelsen af spejlbilleder og blænding pletter på overfladen af objekter. Vi oplever diffus refleksivitet som en noget ensartet lysstyrke og farve, der findes på objektets overflade og er omtrent den samme, uanset hvad vores synsvinkel er. Mange objekter viser betydelige mængder af både spejlende refleksivitet og diffus refleksivitet., For eksempel, en rød poleret sportsvogn ser rød fra alle vinkler på grund af sin diffuse refleksivitet, mens på samme tid viser lyse pletter af blænding på grund af sin spejlende refleksivitet. Generelt har ru en overflade en tendens til at øge dens diffuse reflektivitet og mindske dens spejlende reflektivitet. Dette er sandt, fordi en ru overflade har mange små reflekterende fly alle orienteret forskelligt som scatter lys i mange forskellige retninger. Faktisk er den nemmeste måde at omdanne en stærk spejlreflektor til en stærk diffus reflektor at gøre den grov., Tag for eksempel et glat isark og ridse det op. Du forvandler en overflade, der kun er lys i lyskildens spejlretning, til en overflade, der er lys i alle retninger.
når det kommer til planeter og måner, er overfladens ruhed ret høj. Af denne grund beskrives deres samlede lysstyrke bedst ved deres diffuse reflektivitet. Der er flere måder at definere og måle den diffuse refleksionsevne på. I forbindelse med planeter og måner er den almindelige og måske mest nyttige måde at definere den med hensyn til “bond albedo”., Bond albedo er den gennemsnitlige mængde af det samlede lys spredt af kroppen i enhver retning i forhold til den samlede mængde lys, der er indfaldende. En bond albedo på 0% repræsenterer en perfekt sort objekt og en bond albedo på 100% repræsenterer et objekt, der spreder alt lyset. Jorden har en obligation albedo på 31%. I modsætning hertil har månen en obligation albedo på 12%. For at bringe dette tættere på hjemmet har månen den samme bond albedo som gammel asfalt, som findes på veje og parkeringspladser., Bond-albedo af store objekter i vores solsystem er anført nedenfor som rapporteret i lærebogen Grundlæggende Planetary Science: Fysik, Kemi, og Beboelighed af Jack K. Lissauer og Imke de Pater.
som denne tabel gør det klart, er månen et af de lyseste objekter i vores solsystem. Hvis Triton, en af Neptuns måner, skulle blive Jordens måne, ville det være omkring syv gange lysere på nattehimlen end vores nuværende måne. Triton er lys, fordi næsten hele dens overflade er dækket af flere lag grov is., I modsætning hertil er Jordens måne så mørk, fordi den indeholder meget lidt is, sne, vand, skyer og atmosfære. Månen består for det meste af stenstøv og mørke klipper, der ligner sammensætning som klipper på jorden. Albedo-værdierne i tabellen ovenfor er gennemsnit, da albedo varierer gennem tiden. For eksempel varierer antallet af skyer, der dækker jorden, fra sæson til sæson. Derfor varierer jordens albedo et par procent i løbet af året.
den opfattede lysstyrke af en planet eller måne (dvs., hvad vi ser med vores øjne), afhænger af tre ting: (1) objektets albedo, (2) den samlede mængde lys, der rammer objektet i første omgang, og (3) afstanden mellem objektet og øjet eller kameraet, der ser det. Planeter og måner, der er tættere på solen, modtager meget mere sollys og har derfor generelt en højere opfattet lysstyrke. Også planeter og måner, der er tættere på jorden, har mere af deres reflekterede lys nået jorden og har derfor generelt en højere opfattet lysstyrke set fra jorden., Månen ser faktisk lysere ud end Venus til et menneske, der står på jordens overflade, men det er bare fordi månen er så tæt på jorden.
*Bemærk, at mange planeter og måner kan skabe små mængder lys gennem lokaliserede fænomener. Eksempler på sådanne fænomener omfatter lyn, glødende lava og atmosfærisk aurora. Mens sådanne fænomener kan føre til fantastiske fotos, når de fanges af nærliggende rumfartøjer, genererer de så lidt lys, at de ikke bidrager væsentligt til planetens eller Månens lysstyrke, når de ses på afstand.,
emner: albedo, diffus refleksivitet, lys, måne, spekulær refleksivitet