Dramaturgiske perspektiv blev indført i sociologi i 1959 af Erving Goffman i sin bog “The Presentation of Self in Everyday Life’. Erving Goffman studerede de interaktioner, der finder sted i samfundet på mikroniveau. Han tog dette perspektiv fra teater, han bruger teater som en metafor til at repræsentere, hvordan mennesker opfører sig i samfundet og repræsenterer sig selv., Han bruger metaforen, i denne metafor er folket skuespillerne, og samfundet er en scene, individerne interagerer med hinanden, som skuespillerens udvekslingsdialog styres de af de normer og værdier, som følger som medlemmer af samfundet.
da de er nødt til at holde sig til retningen, engagerer skuespillerne konstant det, der kaldes ‘Impression Management’, det er når folk forsøger at kontrollere det indtryk, som andre har af dem. De har visse mål i tankerne, hvorefter de vil opføre sig., Den adfærd, der præsenteres i et sådant tilfælde, er den, der vil være acceptabel af den, som vi ønsker at give et indtryk på. F. eks.når vi går til et intervie., tager vi formelt tøj på, og vi vil sandsynligvis være på vores bedste opførsel.
Dette bringer os til begrebet en front fase selv og en backstage selv. Det er de to måder, hvorpå vi præsenterer os i samfundet.
front stage self er det selv, som vi sandsynligvis vil vise til verden., Dette er det selv, Vi præsenterer, når vi går ud af vores velkendte omgivelser, når vi interagerer med mennesker, vi endnu ikke er komfortable med, er det mennesker, vi ikke kender. Det er her vores indtryk, at ledelse kommer i spil, vi normalt har en tendens til at lægge sig adfærd, der vil være let accepteret af de mennesker i samfundet, fx når vi kan opfylde vores vens forældre for første gang, er det sandsynligt, at vi ville ønske for dem at tænke på os som ‘godt selskab’ for deres børn, så kan vi ikke misbrug eller taler i den samme tone, at vi taler med vores venner, og vi kan ikke drikker eller ryger., På samme måde, når vi begynder at arbejde, ønsker vi måske at skabe et godt førsteindtryk blandt vores kolleger og vores overordnede, således kan vi handle i overensstemmelse hermed ved ivrigt at udføre ethvert arbejde, der måtte blive givet os og ikke udsætte.
På den anden side henviser backstage-selvet til det aspekt af mig selv, som vi virkelig er, dette selvet vi er i det miljø, hvor vi er komfortable. Her accepteres vi, folk kender os for hvem vi er, og der er ikke behov for nogen form for indtryk bygning. F. eks., når vi er sammen med vores venner, opfører vi os på en mere afslappet måde, vi kan være komfortable med at bruge sprog, der ellers kan betragtes som misbrug. Vi er ude af scenen, uobserverede og dermed mere afslappede. Scenen bliver således en metafor, hvor vi handler på måder, der opfylder vores behov for at blive accepteret i samfundet.