Den typiske test bruger en 10 mm (0.39 in) diameter stålkugle som en indenter med en 3.000 kgf (29.42 kN; 6,614 lbf) kraft. For blødere materialer anvendes en mindre kraft; for hårdere materialer erstattes en tunolframcarbid bold med stålkuglen., Indrykningen er målt og hårdhed beregnes som:
BHN = 2 P π D ( D − D 2 − d 2 ) {\displaystyle \operatorname {BHN} ={\frac {2P}{\pi D\left(D-{\sqrt {D^{2}-d^{2}}}\right)}}}
hvor:
BHN = Brinell Hårdhed Nummer (kgf/mm2) P = anvendte belastning i kg-kraft (kgf) D = diameter af indenter (mm) d = diameter af indrykning (mm)
Brinell hårdhed er nogle gange citeret i megapascals; den Brinell hårdhed tal er ganget med accelerationen som følge af tyngdekraften, 9.80665 m/s2, til at konvertere det til megapascals.,
BHN kan omdannes til den ultimative trækstyrke (UTS), selvom forholdet er afhængigt af materialet og derfor bestemmes empirisk. Forholdet er baseret på Meyers indeks (n) fra Meyers lov. Hvis Meyer ‘ s indeks er mindre end 2,2 derefter forholdet mellem UTS til BHN er 0,36. Hvis Meyers indeks er større end 2,2, øges forholdet.
BHN er udpeget af de mest almindeligt anvendte test standarder (ASTM E10-14 og ISO 6506-1:2005) som HBW (H fra hårdhed, B fra brinell og W fra materialet af indenter, wolfram carbide)., I tidligere standarder blev HB eller HB brugt til at henvise til målinger foretaget med stålindledere.
HBW er beregnet i begge standarder, ved hjælp af SI-enheder
HBW = 0.102 2 F π D ( D − D 2 − d 2 ) {\displaystyle \operatorname {HBW} =0.102{\frac {2F}{\pi D\left(D-{\sqrt {D^{2}-d^{2}}}\right)}}}
hvor:
F = anvendes belastning (newton) D = diameter af indenter (mm) d = diameter af indrykning (mm)